14 april, 2007

Nye planer!

Vi er ikke mere end lige kommet hjem fra påsketuren, før vi begynder at planlægge sommerferien. Også i år går den (dyb overraskelse!) til Frankrig. Vi skal igen have Jens med, han støder til os i Paris efter en uge, og er med hele vejen de sidste 3 uger, hvor vi slutter med en nevøs bryllup i Silkeborg.

Foreløbigt ser planen sådan ud:
Hjemmefra tager vi ned over Rødby og Puttgarten (med morgenmad på færgen, det fungerer rigtigt godt) og til Hannovers Münden-Hedemünden. Her har vi været en gang før - ganske vidst med den lille Touring, men mon ikke broen over slusen også holder til LMC'en?. Næste stop er Lac de Liez udenfor Langres. Denne plads er ny for os - ligesom de fleste andre på denne tur, bortset fra to yndlingspladser - Valencay og Fleurie - er det kun de tyske overnatningspladser vi før har været på. Derefter til La Traconne i Le Meix Saint-Epoing vest for Sezanne (godt 100 km fra Paris). Herfra henter vi Jens i lufthavnen en uge efter vi selv startede hjemmefra.

Så går det til en gammel kending fra sidste sommertur - Valencay i det aller sydøstligste Loire, ja faktisk i Berry hvis man skal være helt præcis. Fra Valencay til en ny plads - Chateau Gibanel udenfor Argentat ved Dordogne floden. Som et godt og interessant stop (ser det ud til!) La Grange Fort ved Issoire i Auvergne. Denne egn har vi aldrig før boet i, kun været på en enkel tur til Le Puy.

Efter Auvergnes højland går det til Fleurie i Beaujolais, vi kan dårligt undvære den mindst én gang om året. Efter Fleurie begynder hjemturen, første stop er - som også på påsketuren - Turckheim i Alsace, næste igen Bad Gandersheim og derefter til Silkeborg til bryllup. Vi mangler endnu at finde en plads der, og det bliver også det eneste sted vi reserverer plads.

Planer er som bekendt til for at ændres, men denne plan ser foreløbig så spændende ud at der skal en del til for at ændre den - selvom vedvarende dårligt vejr altid er en faktor man må være parat til at tage hensyn til.

Vi glæder os til at tage afsted igen! LMC'en blev sat på græs igår eftermiddag, med et løfte om at det snart går løs igen. Den stod og vrinskede sagte da vi kørte ;-).

Ingen kommentarer: