Efter 10 år med 3 forskellige campingvogne på mange ture sydpå var vi blevet trætte af bøvlet og begrænsningerne. En campingvogn er dejlig når man er fremme og alt er på plads. Resten af tiden er den tæt på at være en pestilens - når den skal opbevares, serviceres, betales, vaskes osv. For ikke at tale om udgifterne - opbevaring, service, vægtafgift, forsikring, dyrere bro, færge og motorvej, højere brændstof forbrug osv. Da vi normalt er afsted til Sydfrankrig eller deromkring 2 gange om året (et par år var det 3 gange) så er udgifterne til motorveje og brændstof ikke uvæsentlige.
Nok om det - vi trængte til fornyelse og til at komme tættere på noget "rigtig" camping igen. Noget mere fuglesang og ikke så meget flytbart parcelhus. De store overvejelser gik på hvad så?
Vi har for mange år siden haft lejet en Camplet og startede med en Combicamp inden vi skiftede til campingvogn, så mulighederne i en teltvogn er ikke fremmede for os. Efter diverse besøg hos forhandlere for at studere og sammenligne - og for at se hvad der er sket siden vi selv var i teltvogn i henholdsvis 1986 og 1998 - var vi ret sikre på at teltvogn betød Combicamp. Både køkkenet, sengen (kingsize med lamelbund - vi er kun 2 afsted) og det at man kan slå op til en enkelt overnatning på meget kort tid, og helt uden pløkke taler afgørende for CC. Den CC vi selv havde i 1998 var af den gamle model med løst køkken monteret på trækstangen. Det var faktisk en stærkt medvirkende årsag til at vi skiftede den ud efter 1 tur. På et plant gulv eller en asfaltvej er det da muligt at køre køkkenet om i forteltet på de små nylonhjul, men på en regnvåd græsmark er det alt andet end nemt, og da vi også kunne se i øjnene at vi ikke ville blive ved med at have en stærk ung teenagesøn med til at hjælpe med det grove, tog vi konsekvensen og skiftede. De nyere CC modeller med køkkenet fast monteret på bagenden af vognen har løst det problem på fornemste vis.
Noget der taler en del imod er prisen (75 - 85.000 før alt er med) og opbevaringen. Vi kan ganske vist godt få en CC om i baghaven og ind i det gamle brændeskur - det har vi haft før - men så sjovt er det heller ikke.
Den anden mulighed er telt - og det har vi valgt at satse på. Investeringen er ikke større end at det er overkommeligt hvis vi kun holder til det i 2-3 år - så kan vi altid beslutte hvilken vej vi så vil gå ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar